KONFLIKTKODEKS

Er konflikter skadelige?

Konflikter er i sig selv hverken skadelige eller gavnlige. Konflikter er et vilkår og kan som sådan ikke undgås, de følger med i slipstrømmen på forandring og udvikling.

Uenigheder indebærer derimod ikke spændinger mellem personer. Parterne kan være uenige, uden at det går udover deres indbyrdes forhold.

Uenigheder konfronterer folk med andre synspunkter end deres eget, de tvinger dem til at kvalificere deres argumenter, og de skaber energi. Jo større forskel på polerne i en samtale, jo mere energi er der principielt at hente.

Konstruktive uenigheder

Uenigheder kan udnyttes til at skabe ny viden, udvikling og energi. Faktisk er uenigheder og produktive diskussioner ofte bærende i at skabe positive forandringer.

Det handler derfor ikke om at begrænse uenighed på arbejdspladsen som sådan, men om at undgå destruktive konflikter og give plads til konstruktive uenigheder. Det handler om at opbygge organisationer, der kan håndtere energien fra uenigheder og bruge den produktivt i sit eget arbejde, fx i innovation og problemløsning.